Vejledning til internetdatabasen

I internetdatabasen kan du selv foretage analyser og danne tabeller og kort på data fra Den Nationale Sundhedsprofil, der blev gennemført i 2010 og 2013. Databasen er udviklet i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. I alt indgår der ca. 70 udvalgte indikatorer i databasen. Du kan læse mere om undersøgelsen i baggrundsafsnittet.

 

Du kommer ind i databasen ved at vælge et emne i menuen til venstre. I menuen kan der vælges emner fra følgende overordnede temaer:

 

  • Helbred og trivsel
  • Sundhedsadfærd
  • Sygelighed
  • Kontakt til egen læge
  • Sociale relationer


Når du vælger et emne, vises en liste med de indikatorer, der tilhør emnet. Hvis du fx vælger ’Helbred og trivsel’ vises følgende fem indikatorer: ’Selvvurderet helbred’, ’Nervøs eller stresset’, ’Højt stressniveau’, ’Fysisk helbred’ og ’Mentalt helbred’.


Klik efterfølgende på fanebladene for at se forekomst og fordeling af den givne indikator. Det første faneblad viser spørgsmålet samt svarkategorierne som den givne indikator er baseret på (i nogle tilfælde er indikatoren genereret på basis af flere spørgsmål). Analyserne viser forekomsten for de svarkategorier, der er skrevet med fed skrift.


For hver enkelt indikator er det muligt at analysere forekomsten og fordelingen i forhold til hele landet, regioner og kommuner. For hver enkelt indikator er det desuden muligt at analysere forekomsten og fordelingen i forhold til undersøgelsesår, køn, alder, uddannelse, samlivsstatus og erhvervsmæssig stilling. Vær dog opmærksom på, at der er visse begrænsninger på antallet af kombinationsmuligheder – fx er det ikke muligt at analysere forekomsten og fordelingen i forhold til alder, uddannelse, samlivsstatus og erhvervsmæssig stilling på kommuneniveau.


Køns- og aldersjusterede odds ratioer (OR)

Det er i databasen muligt at få vist køns- og aldersjusterede odds ratioer (OR). OR giver et mål for, om forekomsten i den aktuelle gruppe ligger over eller under forekomsten i en anden gruppe, der benævnes referencegruppen, når der tages højde for eventuelle forskelle i køns- og alderssammensætning i de to grupper. Referencegruppen kan kendes ved, at OR er 1,00. Enkelte steder er der ikke beregnet OR. Det gælder fx for grupperne ‘Under uddannelse’, ‘Efterlønsmodtagere’ og ‘Alderspensionister’. Årsagen er, at der er tale om grupper, som er afgrænset ved en bestemt alder, hvorfor det ikke er relevant at justere for alder.


For baggrundsvariablerne ’Region’ og ’Kommune’ kan referencegruppen ikke ses, eftersom den er et landsgennemsnit, dvs. en slags gennemsnit af OR i regionerne/kommunerne.

 

Kort
Det er i databasen muligt at få vist forekomsterne i henholdsvis regionerne og kommunerne på et kort (se fanebladene ’Regionskort procent’, ’Regionskort OR’, ’Kommunekort procent’ og ’Kommunekort OR’). Ved at trække musemarkøren over en region/kommune på kortet kan man få oplyst regions-/kommunekoden og den nøjagtige andel/OR for den givne indikator i den aktuelle region/kommune. En oversigt over kommunekoderne og kommunerne kan ses her.


Overføre tabeller til EXCEL
Du kan overføre oplysningerne til et EXCEL-regneark ved at højreklikke med musen på en tabel (eller et kort) og vælge eksporter. Det er desuden muligt at gemme tabeller som tabulatorseparerede- eller kommeseparererede værdier.


Kildehenvisning
Ved offentliggørelse af resultater baseret på internetdatabasen skal det klart fremgå, at data stammer fra Den Nationale Sundhedsprofil.